Efterlysning: Flugt-knallert kører mand ned foran postkasse

Skrevet af Sol Stoffregen

13/03/2014

Dagens topnyheder

Sydsjællands og Lolland-Falster Politi leder efter en person, der i går aftes efterlod en blødende mand på en vej på Lolland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Dagens.dk.

En 53-årig mand fik sig et grimt chok, da han i går ved 20-tiden ville tømme sin postkasse på Torebyvej i Søllested, der ligger mellem Maribo og Nakskov på Lolland. Med et blev han ramt af en knallert, som sendte ham i asfalten med et åbent benbrud.

LÆS OGSÅ: Ups: Legetøjsslange måtte hentes af Falck

Knallerten kørte videre uden at stoppe op.  

- Der er fundet skridspor fra knallerten og blod fra den påkørte på vejbanen, fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig, til Dagens.dk og tilføjer:

- Et vidne har set en ældre knallert køre fra stedet. Derudover har vi ikke nogen spor i sagen.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Nu beder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi offentligheden om hjælp til at finde personen, der kørte på knallerten. Hvis du har set noget eller ved noget om sagen, kan politiet kontaktes på tlf. 114.

Den 53-årige mand blev kort efter påkørslen hentet af en ambulance og blev bragt til Nykøbing Sygehus, hvor han bliver behandlet for åbent benbrud.