Efterlysning: To mænd efterlyses for gaderøveri mod 26-årig kvinde

Skrevet af Holger Madsen

29/10/2013

Mest læste i dag

Det er Københavns Vestegns Politi, der beder borgerne om hjælp.

Søndag den 27. oktober kl. 20.24 anmeldte en 26-årig kvinde, at hun kort forinden havde været udsat for et gaderøveri.

Kvinden var stået af en bus på Sportsvej og gik ad stien mod Kindebjergvej, da to mænd løb op på siden af hende. Med kniv og vold truede de hende til at udlevere sin pung.

De løb fra stedet i en ukendt retning, og den 26-årige kvinde kom lettere til skade, oplyser politiet.

Gerningsmændene beskrives som:

A: Mand, 170-180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en mørk hættetrøje. Han talte dansk og medbragte en kniv.

B: Mand, 170-180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en lys hættetrøje og mørke bukser. Han talte dansk.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard på telefon 72 58 76 99, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.