Efterlyst: Brutalt tæskehold slog til to steder på samme tid

Skrevet af Lotte Sørensen

27/09/2013

Dagens topnyheder

- Det er politiet!

Sådan råbte gerningsmændene på to adresser i Helsingør tirsdag aften.

Blandt andet på Hestens Bakke, hvor lejlighedens 23-årige mandlige beboer mellem kl. 21.35 og 21.45 fik bank af fem mørkklædte og maskerede gerningsmænd. De gav ham alvorlige skader i hovedet, på ben og arme med et aluminiumsbat og lægte- eller kløftehamre, inden de stak af. 

I lejligheden var også den 23-åriges kæreste, men hun kom ikke noget til.

Læs også: Maskerede mænd slog med hammer og baseballbat

Kl. 21.45 udspillede nogenlunde samme scenarie sig på Ørebakken, få kilometer derfra. Her formåede gerningsmændene dog ikke at komme ind, da naboer opdagede dem, hvilket fik dem til at stikke af. Under flugten fik en 45-årig nabo dog et slag med et ukendt våben. Herefter stak gerningsmændene af ad Marienlyst Alle.

Politiet ved ikke, om der er tale om de samme gerningsmænd, men da de to overfald er meget ens, kan noget tyde på det. De vil gerne høre fra vidner, der har set noget i området omkring de to adresser Hestens Bakke og Ørebakken.

Læs også: Nordmand død efter overfald i Aalborg

- Vi er interesserede i, om der er nogen på den strækning mellem de to gader, der har set en eller måske to biler med i hvert fald fem personer i stor hastighed. For de skal have kørt stærkt for at kunne nå det. Så hvis der er nogen, der har set eller hørt nogen ræse på den strækning, vil vi meget gerne høre om det, siger pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, til Dagens.dk.

Både den 23-årige mand på Henstens Bakke og den 45-årige nabo på Ørebakken er udskrevet igen og har det efter omstændighederne godt.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med