Eftersøgning fortsætter: Sælen Luna er stadig på fri fod

Skrevet af Lotte Sørensen

04/04/2014

Dagens topnyheder

Luna slap sammen med sin bror Nino fri i tirsdags. Nino blev hurtigt fanget igen, men Luna formåede at slippe væk. Siden er hun blevet set i et lavvandet område ved Risinge, og her håber forskerne, at hun stadig er i dag. Det skriver fyens.dk.

- Jeg har set hende nogle gange, men det er ikke lykkedes at få hende ind til land. Nu har hun været det samme sted i lang tid, så jeg håber, hun også er der i morgen, sagde forskningsleder Kirstin Anderson Hansen i går.

Læs også: Fly, bil og både søger efter vigtig sæl

Luna og Nino er centrum for et forskningsprojekt på Syddansk Universitets marinbiologiske forskningscenter. Her undersøger man, hvordan sæler hører under vand - en viden, der er vigtig, når man sætter havvindmølleparker op.

Læs også: Her lander sæl på næsen af hvidhaj - og undslipper

Bliver hun ikke fundet, skal projektet, der har været i gang siden december, starte forfra.

Hvis Luna ikke kommer tilbage, skal man dog ikke være bekymret. Luna vil fint kunne klare sig i det fri.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med