Eftersøgt krysantemum-bombemand laver aftale med politiet

Skrevet af admin

02/01/2015

Dagens topnyheder

En mand, der har været efterlyst for nytårsnat at have antændt en krysantemumbombe midt på Vesterbrogade i København, har fredag kontaktet politiet.

- Vi har lavet en aftale om, at han kommer ind til en afhøring på mandag med sin advokat, siger vicepolitiinspektør Tommy Keil i Københavns Politi.

Manden antændte det farlige fyrværkeri, mens feststemte mennesker stod få meter væk.

Hændelsen kan ses på en video, som Ekstra Bladet har lagt på nettet. Utallige ildkugler farer ud mod mennesker og bygninger.

I en pressemeddelelse tidligere fredag efterlyste politiet vidner i sagen, og presset fik manden til selv at henvende sig.

- Selvfølgelig fortryder jeg det, siger manden til BT.

I Københavns Politi vil man ikke på forhånd sige, hvad afhøringen vil munde ud i - og hvilke paragraffer, der kan komme på tale.

Krysantemumbomber er fyrværkeri, som er beregnet til professionel brug. I årevis har myndigheder og fagfolk i kraftige vendinger advaret almindelige mennesker mod at affyre de store bomber, som handles illegalt.

Den slags krudt var nytårsnat årsag til, at tre mænd døde ved to ulykker.

Den ene skete i Skjellerup ved Hobro. Her blev to mænd på 24 og 25 dræbt, da det nye år var få minutter gammelt.

Den anden ulykke fandt sted i Assens ved Mariager. Her mistede en 37-årig mand livet, da han håndterede kraftigt fyrværkeri i haven, mens familien og andre ved nytårsfesten var forsamlet inden døre.

/ritzau/