Eggert lister ikke ind i EM: Fuld skrald fra start

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Helt som ventet valgte landstræner Ulrik Wilbek fredag at skifte fløjspilleren Anders Eggert ind i EM-truppen. Hvem, der skal ud, melder Wilbek først ud lørdag.

I mellemtiden glæder Eggert sig over at være tilbage efter en pause med en skade i den ene læg.

Torsdag trænede Eggert med i Holstebro, det gik godt, og det var ikke fordi, han holdt igen.

- Det var fedt at få trænet, selv om det var en underlig fornemmelse at gå til håndboldtræning og så ikke tænke på håndbold.

- Når jeg løb en kontra, og bolden hang i luften, tænkte jeg ikke på at gribe den - men på, om benet gjorde ondt.

- Men jeg trænede fuldt med. Fuld sprint og tryk på, og det gik godt. Nu træner vi igen, inden det går løs i morgen.

- Det gjorde ikke ondt, og efterfølgende har det også været en positiv overraskelse, selv om der er lidt ømhed, siger Eggert på fredagens pressemøde.

Han garanterer fuld skrald fra første fløjt i lørdagens kamp mod Spanien. Dog er han meget opmærksom på at holde sin læg varm op til kampen, mens Boxens tilskuere står for den sidste opvarmning til kampen.

- Eneste bekymring er, når man kommer ind og skal synge nationalsang. Jeg skal sørge for at holde min læg varm hele tiden. Også hvis jeg har været ude og skal ind, så skal den gøres godt varm igen.

Eggert skubber en anden spiller ud af den 16 mand store trup. Hvem, afslører Wilbek først lørdag morgen.

- Det har ikke fyldt noget indtil nu, men nu er det mærkeligt. Man får masser af spørgsmål og glæder sig til at komme tilbage og sige, at træningen gik fint. Men før Tjekkiet-kampen torsdag blev der åbnet for, at jeg skulle ind igen.

- Og så begynder jeg da også at tænke over, hvem der skal ud i stedet for mig. Det er ærgerligt for den, der skal den anden vej, men det er en del af spillet, siger Anders Eggert.

Med Eggerts entré bliver der kamp om spilletiden på venstre fløj, hvor Casper U. Mortensen har fået tæt på fuld spilletid i de tre første kampe.

Eggert har de senere år været klart førstevalg, men Mortensen har spillet fint. Erfarne Eggert har ikke spekuleret over egne forventninger til spilletid.

- Jeg er mest bare glad for, at jeg skal spille. Jeg har ikke tænkt over, hvad jeg regner med. Vi vil begge gerne spille hele tiden.

- Som fløj kan man godt spille 60 minutter, siger Eggert og vurderer konkurrent og kollega Mortensens indsats hidtil ved EM således:

- Det er gået fint.

/ritzau/