Eggert om pause: Måske er det helt slut med landsholdet

admin

|

11/03/2015

Dagens topnyheder

Den 32-årige håndboldstjerne Anders Eggert er slidt, og derfor holder han pause på landsholdet - indtil videre frem til sommer.

Men det er ikke 100 procent sikkert, at han vender tilbage, indrømmer venstrefløjen fra tyske Flensburg-Handewitt.

- Jeg ved ikke, om jeg vender tilbage til landsholdet. Det er defineret som pause, fordi jeg tror, at jeg er tilbage på et tidspunkt, og spørgsmålet er, hvornår det lige er, siger Eggert til Ritzau.

- Jeg har talt med landstræner Gudmundur Gudmundsson om, at jeg i første omgang tager fri i den kommende tid, fordi jeg har været presset, og fordi hovedet mest af alt bare har været fyldt.

- Der har været håndbold hele tiden, og jeg har spillet i mange år uden pause, siger Eggert, som også i privatlivet skal fokusere på mere i den kommende tid.

Til maj bliver han far for anden gang, hans ældste datter runder snart to år, og med en fyldt hverdag er overskuddet til landsholdet væk i øjeblikket.

- Motivationen er væk, og så har jeg en aftale med Gudmundur om, at vi tales ved efter sommeren om min fremtid. Så må vi se.

- Er motivationen fortsat væk, gør jeg ikke nogen gavn på landsholdet, men jeg tror på, at denne pause giver mig et frirum, så jeg kan prøve at holde ferie som alle andre mennesker, og at pausen giver mig motivationen og lysten tilbage, siger Eggert.

Spørgsmål: Så du hælder mest til, at du gør comeback frem for at stoppe helt?

- Pause er det kaldt, fordi der er en forventning om, at jeg kommer tilbage på et tidspunkt, siger Eggert og tilføjer:

- Jeg ved godt, hvad konsekvensen er ved at melde fra. Så kan jeg blive overhalet af andre. Men så må jeg kæmpe mig tilbage, hvis det er det, motivationen siger mig.

- Nu kommer jeg til at se landskampene på tv, og så kan jeg forhåbentlig mærke, om det var en god tid, jeg havde på landsholdet, og at det var det, eller mærke, at landsholdet savner jeg virkelig meget.

- Jeg har brug for en pause for at kunne samle luft og motivation til et comeback. Jeg er slidt. Jeg har tilbragt flere nætter på hoteller end i min egen seng i mange år.

Han har ikke fået garantier i forhold til at ryge direkte tilbage på landsholdet, hvis han igen vil tørne ud i rødt og hvidt.

- Hvis jeg ikke er dygtig nok til at være med, så skal jeg ikke være med. Det er jeg afklaret med. Så er min tid forbi. Jeg har spillet otte slutrunder i træk, så jeg har prøvet en del, siger Eggert.

Afbuddet omfatter samlinger i april og maj samt i juni, hvor der begge gange spilles kampe i EM-kvalifikationen.

Eggert debuterede på A-landsholdet i juni 2003. I 140 landskampe for Danmark har han scoret 522 mål.

/ritzau/