Egyptens Sisi: Broderskabet ophører med mig som præsident

Skrevet af admin

05/05/2014

Dagens topnyheder

Det Muslimske Broderskab i Egypten vil ophøre med at eksistere, hvis landets tidligere hærchef, Abdel Fattah al-Sisi, som ventet bliver valgt til præsident.

Det siger han mandag til to tv-kanaler.

Den islamistiske gruppe stod bag Mohamed Mursi, da han vandt præsidentvalget i 2012.

I juli 2013 blev Mursi afsat af hæren under ledelse af Sisi efter en folkelig opstand. Sisi har siden svoret, at han vil nedkæmpe tiltagende angreb fra militante grupper.

Efterfølgende er Det Muslimske Broderskab blevet forbudt, dets ledere anholdt og flere end 1400 personer, hovedparten islamistiske tilhængere af Mursi, er blevet dræbt i gadekampe.

Og der bliver ingen forsoning med Sisi som præsident.

På et spørgsmål om, hvem der har ansvaret for, at den muslimske gruppe er sat ud af spil, svarer Sisi, at det ikke er ham.

- Det var jer egyptere, der gjorde det af med dem, siger han i sit første tv-interview, siden han meddelte sit kandidatur til præsidentvalget.

Befolkningen har afvist den islamistiske bevægelses ideologi, og vil ikke tillade gruppen at vende tilbage. Broderskabet vil ikke eksistere med mig som præsident, fastslår Sisi.

Mohamed Mursi er nu fængslet og anklaget for blandt andet meddelagtighed i drab på demonstranter.

Abdel Fattah al-Sisi, iklædt et civilt jakkesæt, afviser i interviewet, at han er hærens kandidat.

- Hæren vil ikke få nogen rolle i at regere Egypten, siger han.

Sisi, der også er tidligere forsvarsminister, er kæmpe favorit til at vinde valget den 26. og 27. maj. Hans eneste modkandidat er den venstreorienterede Hamdeen Sabahi.

Med undtagelse af Mursi, har alle tidligere præsidenter i Egypten haft en fortid i militæret. Blandt andet den tidligere mangeårige præsident Hosni Mubarak, der blev væltet i begyndelsen af 2011 efter flere ugers folkelige protester og demonstrationer.

/ritzau/AFP