Ejer betalte bøde: Thor skal aflives alligevel

Skrevet af Emma Kirstine Kejser

29/01/2013

Dagens topnyheder

Politiet er nu involveret i endnu en skandale-sag om hunde-aflivning. Ejeren til schæferhunden Thor, betalte bøden, som skulle stoppe sagen, men alligevel blev Thor hentet af politiet, og skal aflives i morgen.

Det hele startede, da en mindre hund fik overrasket Thor, som gik tur med sin ejer. I forskrækkelsen gav Thor den mindre hund et nap. Det blev desværre til et mindre sår, som gik i betændelse.

Derfor blev episoden meldt til politiet, og Thors ejer modtog en bøde. I bødeforlægget stod der, at så snart hun havde betalt bøden, ville sagen være slut. Så det gjorde hun.

Men hos enken Jette, Thors ejer, møder tre betjente alligevel op to og en halv måned senere, og konfiskerer Thor.

I Retsplejelovens § 832 stk. 3 står skrevet: ”Hvis sigtede vedtager bøden, bortfalder videre forfølgning”.

Det er denne paragraf, som Politiet nu beskyldes for at have overtrådt, i forbindelse med hunden Thor.

I Danmark er dobbelt retsforfølgelse nemlig ikke lovligt.

For sagen om Thor blev nemlig ikke afsluttet, da bøden blev betalt, for Thor er indstillet til aflivning i morgen.

Det er ikke længe siden Jette blev enke, og det er ikke meget hun har tilbage efter sin mand, kun hunden Thor, som var mandens et og alt. Derfor er opbakningen til Thors redning meget stor på Facebook, hvor flere nu deler historien blandt deres venner.  Der er startet flere grupper på det sociale medie, for at vise støtte, grupper med mange tilhængere.

Også Kira Eggers, ambassadør for Fair Dog, har en holdning til sagen. Hun fortæller på hendes Facebook-profil, at hun tvivler, men alligevel håber på, at der bliver gjort noget ved enkens henvendelser til justitsministeren, så Thor kan nå at blive reddet.