Eks-Fifa-vicepræsident beskyldes for VM-bestikkelse

Skrevet af admin

18/03/2014

Mest læste i dag

Et tidligere højtstående medlem af fodboldforbundet Fifa og hans familie er blevet bestukket med et millionbeløb i forbindelse med Qatars vellykkede bud på VM-slutrunden i fodbold i 2022. Det skriver den engelske avis The Telegraph.

Der er tale om den tidligere vicepræsident for Fifa Jack Warner, der samlet skulle have modtaget et beløb svarende til 10,7 millioner kroner fra et Qatar-firma, der var direkte linket til landets ansøgning om værtsskabet.

Overførslerne skulle være sket kort efter, at Qatar fik tildelt værtskabet for turneringen i 2022. En del af det samlede beløb er ifølge avisen blevet overført til Jack Warners sønner samt en af hans ansatte.

Jack Warner, der har sin base i Trinidad, bliver nu undersøgt af FBI for sin påståede medvirken til, at Qatar fik værtsskabet for VM-slutrunden.

Qatar, der tidligere har været under mistanke for urent trav i forbindelse med udbudsprocessen, har gentagne gange nægtet at have gjort noget ulovligt i forbindelse med processen.

Tildelingen af 2022-slutrunden til Qatar har i det hele taget været genstand for stor diskussion.

Blandt andet har det været et stort tema, at turneringen ikke kan afvikles under de ekstreme varmeforhold om sommeren, og det er fortsat til overvejelse, om turneringen i stedet skal spilles om vinteren.

/ritzau/