Eks-Fifaboss: Fjollede beskyldninger om bestikkelse

Skrevet af admin

19/03/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere vicepræsident i det internationale fodboldforbund (Fifa), Jack Warner, bliver i øjeblikket undersøgt af FBI i en sag om korruption i forbindelse med Qatars tildeling af VM i 2022.

Tirsdag skrev den engelske avis The Telegraph, at Warner skulle have modtaget et beløb svarende til 10,7 millioner kroner fra et Qatar-firma, der var direkte linket til landets ansøgning om værtskabet.

Warner kalder historien for fjollet, men ønsker ikke at komme med et direkte svar på beskyldningerne.

- Jeg har ikke nogen interesse i at deltage i de fjollerier, som nu bliver skrevet om Qatar og Jack Warner.

- Jeg har heller ikke lyst til at deltage i den heksejagt, der er mod VM-værterne i 2022. Og jeg betragter dette som min sidste kommentar i denne sag, siger Jack Warner ifølge Sky Sports til nyhedsbureauet AP.

Pengeoverførslerne til Jack Warner skulle være sket kort efter, at Qatar fik tildelt værtskabet for turneringen i 2022. En del af det samlede beløb er ifølge The Telegraph være blevet overført til Jack Warners sønner samt en af hans ansatte.

Qatar, der tidligere har været under mistanke for urent trav i forbindelse med udbudsprocessen, har gentagne gange nægtet at have gjort noget ulovligt i forbindelse med processen.

Tildelingen af 2022-slutrunden til Qatar har i det hele taget været genstand for stor diskussion.

Blandt andet har det været et stort tema, at turneringen ikke kan afvikles under de ekstreme varmeforhold om sommeren, og det er fortsat til overvejelse, om turneringen i stedet skal spilles om vinteren.

/ritzau/