Eksklusiv københavner-restaurant hærget af brand

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

Den japansk-franske fusionsrestaurant Umami i København var natten til onsdag tæt på gå op i røg.

Københavns Politi og Københavns Brandvæsen har slukket en stor brand i et af lagerlokalerne til restauranten, mens selve restauranten gik fri.

- Det er det lagerlokale, der ligger i naboejendommen lige ved siden af restaurant Umami, der er brændt, og de lokaler og det kontor der ligger overfor, siger administrerende direktør Jesper Boelskifte fra Copenhagen Concept, der ejer Umami.

Der er intet til hinder for, at der forsat bliver serveret mad i restauranten, og Umami åbner derfor som planlagt for gæster onsdag aften.

På grund af efterslukningsarbejdet var Store Kongensgade afspærret fra Fredericiagade til Dronningens Tværgade. Den blev dog åbnet for trafik igen lidt før klokken 6.

Ingen mennesker er kommet til skade i forbindelse med branden, men ifølge politiet er der "store, materielle skader" i lokalerne, hvor branden har raseret.

Det er uvist, hvad brandårsagen er, men forklaringen kan måske være et længere istandsættelsesarbejde, der har stået på.

- Lokalerne var ved at blive renoveret, så der blandt andre har været håndværkere de seneste uger, siger Jesper Boelskifte.

Ifølge Københavns Politi var det en vaks borger, der gjorde opmærksom på branden tidligt onsdag morgen.

- Vi fik alarm om branden klokken 04.45. Tippet kom formentlig fra en borger, der passerede stedet, siger Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Restaurant Umami er kendt for et nytænkende køkken, og en af restaurantens kokke er tidligere kåret til verdens bedste sushikok.

/ritzau/