Ekspert: Andelshavere er lige vidt efter Duegården-dom

Skrevet af admin

03/07/2015

Mest læste i dag

Der sidder formentlig en del andelshavere rundt omkring med en lidt tom fornemmelse efter fredagens dom i Østre Landsret, hvor andelsforeningen Duegården blev nægtet muligheden for at erklære sig selv konkurs.

Duegården trækkes nøjagtigt som en stribe andre andelsforeninger med en gæld, som man ikke slipper af med lige foreløbig, og derfor havde foreningens medlemmer håbet at kunne lade foreningen gå konkurs og starte forfra.

Det har landsretten altså sat en stopper for, og dermed er andelshaverne på en måde slået tilbage til start, hvis man spørger Christian Dalgaard Sanning fra Lead Advokaterne, der repræsenterer en række andre nødlidende andelsforeninger.

- Andelshaverne og bankernes håb er vel, at der enten kommer en massiv stigning i priserne på udlejningsejendomme, så ejendommen kan sælges og omdannes til lejeboliger igen på en måde, så alle kommer ud af det med skindet på næsen.

- Ellers skal der ske en lovændring, så andelsboliger kan omdannes til ejerlejligheder, siger han.

Når landsretten nåede til en anden konklusion end Sø- og Handelsretten, skyldes det blandt andet, at Nykredit som långiver har fraveget sine krav på renter og bidrag i en 10-årig periode og på den måde givet Duegården luft til at afdrage på gælden.

Det betyder ifølge Christian Dalgaard Sanning, at andre realkreditselskaber og banker under alle omstændigheder må indstille sig på et tab, hvis man vil undgå at få penge i klemme i en konkurs.

- Enten fordi man bliver nødt til at nedskrive gælden, eller fordi man kommer til at hjælpe med at vedligeholde ejendommen, som tilfældet har været med Duegården.

- Måske er der også åbnet op for en ny løsning, hvor bankerne allerede nu tager tabene på en del af deres tilgodehavende.

- Det kræver selvfølgelig også, at andelsboligforeningerne kan se et perspektiv i at fortsætte som netop andelsboligforeninger, og at det ikke har tæret så meget på kræfterne for især andelshaverne, at andelsboligforeningerne og bankerne har bekriget hinanden i retssalene gennem flere år, som tilfældet er i Duegården, siger han.

Andelsforeningen Duegården agter at kære afgørelsen til Højesteret. Derfor må både foreningens andelshavere og andre med penge i klemme i en gældsramt andelsforening igen forberede sig på en del ventetid, før de bliver klogere på, hvor de står.

Hvis Duegården går konkurs, mister andelshaverne deres indskud. Til gengæld slipper de før en høj boligafgift og kan komme ud af lejligheden uden at skulle finde en køber, der vil overtage forpligtelsen til at betale boligafgift.

/ritzau/