Ekspert: Ebola i Danmark er usandsynligt men ikke umuligt

Skrevet af admin

07/10/2014

Dagens topnyheder

Med smittede i Norge og Spanien rykker udbruddet af ebola tættere på Danmark, og i Sundhedsstyrelsen følger man situationen tæt.

Ifølge Søren Brostrøm, chef for Sygehuse og Beredskab i Sundhedsstyrelsen, er der dog fortsat meget lille risiko for, at epidemien breder sig til Danmark.

- Det udbrud, vi har i Vestafrika, er af historiske dimensioner, og der er desværre ingen tegn på, at vi får stoppet det lige foreløbig. Vores risikovurdering er fortsat, at det er usandsynligt, at vi får indført ebola i Danmark, men det er ikke umuligt, siger Søren Brostrøm.

- Det er klart, at i takt med, at epidemien tager til i omfang i Vestafrika, og flere danskere rejser derned som frivillige, så må vi sige, at det ikke er helt usandsynligt, at vi får smittede danskere. Men vi anser det fortsat som meget lidt sandsynligt, tilføjer han.

En spansk sygeplejerske er testet positiv for ebola, efter hun behandlede en ebola-smittet præst. Præsten var indlagt på et hospital i Madrid, efter at han blev hjemsendt fra Sierra Leone med sygdommen.

Ifølge Søren Brostrøm er den spanske sygeplejerske den første person, hvor ebola-smitten er sket fra menneske til menneske inden for Europas grænser

Også en norsk kvinde er blevet smittet af ebola i Vestafrika, hvor hun var udsendt som frivillig for Læger uden Grænser. Hun bliver tirsdag formiddag modtaget af et hold eksperter i Oslo.

/ritzau/