Ekspert: Nøglen til fred ligger hos Hamas

Skrevet af admin

20/07/2014

Mest læste i dag

Nøglen til at løse konflikten mellem Israel og Hamas i Gazastriben, hvor over 100 mennesker har mistet livet søndag, ligger lige nu hos Hamas. Det vurderer cand.mag. i Mellemøststudier David Jano over for Ritzau.

- Hamas bliver nødt til at finde ud af, hvad de vil. De har tidligere takket nej til en våbenhvile, og det skyldes måske, at Hamas ikke har fået stillet noget i udsigt. Spørgsmålet er, hvad man kan stille dem i udsigt, siger David Jano.

Hamas er nemlig ved at løbe tør for venner i regionen. Til forskel fra den seneste konflikt med Israel i 2012, hvor Egypten fungerede som mægler, er der kommet nyt styre i Egypten, efter Det Muslimske Broderskab blev sat fra magten.

Alligevel er Egypten den eneste mulighed, hvis der skal findes en fredelig løsning på den nuværende konflikt, mener David Jano.

- Jeg har tidligere sagt, at måske Tyrkiet eller Qatar kunne mægle, men det lader jo til, at det vil Israel ikke høre tale om, så Egypten er måske stadig det bedste bud.

- Men Egypten bliver så nødt til at tilbyde Hamas et eller andet. Det kunne for eksempel være at åbne grænsen mellem Egypten og Gazastriben, siger han.

Men det er ikke kun Hamas, der er under øget pres for at finde en fredelig løsning, efter konflikten søndag blev yderligere eskaleret.

- Presset stiger også på Israel, for det er jo Israel, der er stormagten. Der kommer nok endnu mere pres fra det internationale samfund og FN de kommende dage i takt med, at tabstallene stiger, siger David Jano.

- Når de civile tabstal stiger, så stiger sympatien for Hamas jo også, så lige nu er det bare en ond spiral, som ingen af dem kan komme ud af, virker det som om, tilføjer han.

Israels militær har iværksat en landoffensiv i Gaza, og det betyder ifølge David Jano, at Israel er parat til at gå langt for at opnå sit mål i konflikten.

- Israel har hele tiden sagt, at de ikke går efter at vælte Hamas, men at få gjort bugt med den her umiddelbare trussel, som Hamas' raketter udgør. Det ser ud til, at de er indforstået med at det også betyder tabstal på israelsk side, siger han.

/ritzau/