Ekspert: Økonomiske kommissærposter er mest attraktive

Skrevet af admin

31/08/2014

Dagens topnyheder

Danmarks kommende EU-kommissær, Margrethe Vestager (R), ville ikke have vist interesse i at komme til EU overhovedet, hvis hun ikke var blevet stillet en vigtig post i udsigt.

Det er EU-ekspert og professor ved Københavns Universitet Marlene Winds klare overbevisning.

Hvad en vigtig og tung post så er i EU-Kommissionen, er dog et mere vidt begreb ifølge professoren, da det også handler om personen, der udfylder opgaven.

- Men de økonomiske poster er selvfølgelig mest attraktive, for de handler om, hvilken vej Europa skal gå, og om det skal være sparekurs eller ej, siger hun.

Wind siger, at det som regel er en person fra et euroland, der kommer til at sidde i førersædet for de tungeste økonomiske poster. Alligevel er det meget sandsynligt, at Vestager får med økonomi at gøre.

- Fordi Margrethe Vestager har været meget med i hele udviklingen af bankunionen og det finansielle område, og det ser man meget som en forlængelse af det indre marked, så kunne man godt forestille sig, at hun kunne få noget der (som kommissær for det indre marked, red.).

Marlene Wind har svært ved at forestille sig Margrethe Vestager overtage den nuværende danske kommissær Connie Hedegaards post som klimakommissær.

- Hun er gået meget målrettet efter noget, der har at gøre med det finansielle område, som hun har beskæftiget sig med. Der må være stillet noget i udsigt, som hun er interesseret i, siden hun siger ja, siger Wind.

Den samme analyse foretager Lykke Friis, der er prorektor på Københavns Universitet og formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

Hun påpeger, at den kommende formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, ønsker at stille de kvindelige kommissærer stærkt.

- Margrethe Vestager fremstår absolut som en af de "tunge kvinder", der er blevet præsenteret som kommissærer. Set ud fra det perspektiv kunne man meget vel forestille sig, at det er i den tunge del af den økonomiske politik, vi vil få en dansk kommissærpost.

Både Marlene Wind og Lykke Friis er enige om, at en markant post til Vestager vil have stor betydning for Danmarks position i EU fremover.

- Det ville betyde rigtig meget, og især for et ikke-euroland. Hvis hun fik en post, der havde at gøre med det finansielle og det indre marked, så ville det forhåbentlig være noget, der kunne kompensere og måske bane vejen for, at Danmark ville komme tættere på kernen i EU, siger Marlene Wind.

/ritzau/