Ekspert om DSB-chefs afgang: Der må stikke noget under

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Der må stikke noget under topchef Jesper T. Loks afgang, siden DSB offentliggør det et år før den deadline, hvor han reelt gør det - og uden at have fundet hans afløser.

Det siger professor og ledelsesekspert ved Aalborg Universitet Anders Drejer.

- Fremgangsmåden undrer mig. Den peger i retning af, at der stikker noget under, siden DSB annoncerer hans afgang, inden afløseren er fundet. Hvad det så er, kan man kun spekulere i, siger Anders Drejer til Ritzau.

Professoren peger på, at DSB kunne have ventet med at offentliggøre Jesper T. Loks afgang, til hans afløser var fundet. Ved at melde det ud nu, sætter det DSB i en vanskelig situation.

- Det stiller DSB i en situation, hvor der bliver uro om noget før tid. Man kunne jo have ladet være med et fortælle det, før man har fundet en ny direktør. I den situation arbejder en topchef på lånt tid, og der er generelt en tendens til, at folk ikke lytter, siger Anders Drejer.

Både topchef Jesper T. Lok og formanden for DSB's bestyrelse, Peter Schütze, er tavse efter udmeldingen om, at Lok har sagt sin stilling op for at vende tilbage til en virksomhed med globale interesser.

Jesper Lok kom fra en stilling som topchef fra 2004 til 2012 i det A.P. Møller-Mærsk-ejede rederi Svitzer. Han blev erstattet af Robert Uggla fra Mærsk-familien.

Lok har været topchef i DSB i to år. Ifølge Anders Drejer har Lok sat rigtig mange gode ting i værk.

- Men der er mere at gøre, og Lok forlader DSB før det arbejde, han har igangsat, er tilendebragt. DSB står nu overfor at skulle igennem det lange seje træk for at høste frugterne af det, der er sat i gang, siger Anders Drejer.

Spørgsmål: Hvad kræves der af en topchef for DSB?

- Han skal have politisk tæft, kunne manøvrere op imod et ministerium og et politisk system. Han skal være utrolig god til at kommunikere med medier, fordi DSB er noget, alle har en mening om, og god til at kommunikere med medarbejderne og være strategisk tænkende i forhold til at få udviklet DSB indenfor det manøvrerum, man nu har, svarer Anders Drejer.

Nyheden om Jesper Loks afgang har sat gang i spekulationerne i rederikredse om, at Jesper Lok skal være den nye topchef i rederiet Norden efter Carsten Mortensen, fordi hans profil passer. Norden er et af verdens største tørlastrederier.

Jesper Lok viste i foråret, at han fortsat har interesse for sit tidligere erhverv, da han indtrådte i bestyrelsen for tørlastrederiet J. Lauritzen.

/ritzau/