Ekspert om Eritrea-sag: Kritikken er klokkeklar og stærk

Skrevet af admin

15/09/2015

Mest læste i dag

Folketingets Ombudsmand er tirsdag kommet med bemærkninger til myndighedernes ageren i den såkaldte Eritrea-sag, og kritikken mod Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet er ikke til at tage fejl af.

Det mener professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Det er en klokkeklar kritik. Ombudsmandens ordvalg vidner om en stærk kritik, siger han til Ritzau.

Tilbage i februar i år fortalte ombudsmanden, at man ville gennemgå akterne i den såkaldte Eritrea-sag for at danne sig et overblik over, om der er behov for en egentlig undersøgelse af det efterhånden spegede kompleks.

Blandt de mange spørgsmål, der er rejst i sagen, er det mest omdiskuterede, om der foregik en eller anden form for politisk indblanding i Udlændingestyrelsens beslutning om at iværksætte den siden hen stærkt kritiserede landerapport om Eritrea.

Jørgen Steen Sørensen, Folketingets Ombudsmand, oplyser tirsdag, at han ikke ser tegn på væsentlige retsbrud.

- Men jeg peger på nogle forhold, som synes at have bidraget til et problematisk indtryk af myndighedernes håndtering af sagen og dermed påvirket tilliden til dem, lyder det fra ombudsmanden.

Kritikken går blandt andet på, at Udlændingestyrelsen i første omgang meldte ud, at personer fra Eritrea som udgangs­punkt ikke skulle have asyl, men to uger senere vendte styrelsen på en tallerken og skiftede mening.

Henning Jørgensen understreger, at selvom der ikke er sket retsbrud i sagen, fritager det ikke myndighederne for kritikken.

- Det her en sag, der klart har offentlighedens interesse. Det skal belyses så grundigt som muligt, og nu bliver det spændende at se, hvad de relevante myndigheder vender tilbage med, siger Henning Jørgensen.

Ombudsmanden har nu bedt Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet forholde sig til kritikken og vende tilbage, inden der er gået seks uger.

/ritzau/