Ekspert om Genevemøde: Udmeldinger er strategi

Skrevet af admin

24/01/2014

Mest læste i dag

Syriens opposition vil ikke sidde ved bord med det syriske regimes delegation, medmindre regeringen med Bashar al-Assad i spidsen tilslutter sig Geneve I-aftalen.

Det syriske styre nægter imidlertid at skrive under på aftalen, og vil tage hjem lørdag hvis der ikke kommer reelle forhandlinger.

Sådan er situationen fredag, hvor de regulære fredsforhandlinger burde være indledt i Geneve, og det er ikke overraskende, lyder det fra eksperter.

- Forhandlinger starter jo ofte med, at man indtager sin skarpeste position, som bliver blødt op hen ad vejen, siger Sune Haugbølle, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og ekspert i Syrien.

- Det er en del af spillet, vurderer major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet.

- Alene det faktum, at de er mødt op, er en succes, siger han.

De to parter vil strække sig langt for at komme frem til et form for resultat, mener han. Uden for døren står nemlig Rusland og Iran, der lægger pres på regimet, og det internationale samfund, der presser oppositionen.

- Min vurdering er, at der kommer en form for resultat. Det kan være en aftale om udveksling af fanger, en delvis våbenhvile, en aftale om en humanitær korridor eller en aftale om nye forhandlinger senere, siger han.

Sune Haugbølle kan dog ikke forestille sig, at der kommer konkrete aftaler.

- De to parter er så langt fra hinanden, at der reelt ikke kan komme meget ud af forhandlingerne. Det mest optimistiske scenarie er, at de starter en form for samtale, mener han.

Hvis de to parter mod forventning skulle nå frem til et resultat, er det tvivlsomt, om det bliver bindende for nogen, fortæller eksperterne.

De forhandlere, der repræsenterer oppositionen, har nemlig ikke mandat til at træffe afgørelser på vegne af de grupper, der kæmper i Syrien.

- Konfliktion bliver ikke løst på mødet. Det vigtigste er, at man får en tilkendegivelse om forandring, siger Lars Cramer-Larsen.

/ritzau/