Ekspert: Pistorious ramte først sin kæreste i hoften

Skrevet af admin

19/03/2014

Dagens topnyheder

Den benamputerede OL-sprinter Oscar Pistorius ramte først sin kæreste i hoften, inden et efterfølgende skud sårede hende dødeligt i hovedet, siger en våbenekspert onsdag under drabssagen i Sydafrika.

Våbenekspertens udsagn støtter tidligere vidneforklaringer om, at Reeva Steenkamp skal have haft tid til at græde og råbe om hjælp, inden hun døde.

Samtidig modsiger det forsvarets version af sagen.

Herfra lyder det, at det ikke kan passe, at vidner skal have hørt hendes fortsatte skrig, efter at det første skud var blevet affyret. Det første skud skal nemlig have været det dødelige, lyder argumentet.

Politiets våbenekspert Chris Mangena forklarer i retten, at den første kugle affyret af sydafrikaneren knuste kærestens hofteben.

Det gjorde, at hun faldt over et magasinstativ, der stod ved siden af toilettet. Det andet skud traf Steenkamp i ryggen, mens det tredje ramte hendes arm.

Våbeneksperten siger, at 29-årige Steenkamp højst sandsynligt sad i en forsvarsposition, da den sidste kugle ramte hendes hoved.

- Reeva må have holdt begge hænder foran sit hoved for at beskytte sig, siger Mangena på retssagens 13. dag.

Kuglen gik først gennem den ene hånd og derefter ind i hovedet, siger eksperten.

Pistorius risikerer at blive idømt livsvarigt fængsel, hvis han findes skyldig i overlagt drab på sin kæreste.

Den 27-årige sydafrikaner har allerede erkendt, at det var ham, der skød og dræbte sin modelkæreste, da hun opholdt sig på toilettet i hans hjem natten til 14. februar sidste år.

Han hævder dog, at han troede, at det var en indbrudstyv, mens anklageren vil forsøge at bevise, at Pistorius skød Steenkamp med fuldt overlæg.

Pistorius står desuden anklaget for tre forhold, blandt andet affyring af pistol på en restaurant og besiddelse af ulovlig ammunition.

/ritzau/NTB