Den efterhånden langstrakte og blodige konflikt i det østlige Ukraine kan snart være forbi.
Det mener landets nyvalgte præsident, Petro Porosjenko, der har givet sig selv en uge til at få tæmmet separatisterne i øst.
Og selvom en uge umiddelbart lyder af meget kort tid, så er Flemming Splidsboel, lektor ved Københavns Universitet og ekspert i russiske og ukrainske forhold, tilbøjelig til at give ham ret.
- Det er en konflikt og nogle dynamikker, der er utroligt svære at forudsige. Men det kan godt være noget, der er afsluttet inden for et par uger.
- Hvis man gennemfører et meget voldsomt angreb, så kan man se fra tidligere konflikter, at så trækker folk sig nogle gange. Det kan selvfølgelig også ske, at konflikten optrappes.
- Men jeg vil klart foreslå, at man forsøger at sætte hårdt mod hårdt, og det tror jeg også, at Porosjenko vil gøre. Han har et stærkt vestligt mandat til at forsøge en offensiv, fastslår Flemming Splidsboel.
Lektoren pointerer samtidig, at Rusland og Vladimir Putin af flere omgange har antydet, at støtten til de ukrainske separatister så småt er ved at være forbi.
- Først opfordrede Putin til at udskyde en afstemning om løsrivelse. Og så sagde han, at præsidentvalget måske var et skridt i den rigtige retning.
- På D-dag mødtes han så med Porosjenko, og senest har han annonceret, at den russiske efterretningstjeneste skal patruljere grundigere for at forhindre, at russere kan komme ind og kæmpe med separatisterne, siger Splidsboel.
- Putin kan nok ikke gøre det ret meget mere direkte, mener han.
Flemming Splidsboel vurderer, at hvis Petro Porosjenko skal lykkes med sin mission, så skal han være klar til at komme østukrainerne i møde i kølvandet på en militær aktion.
Blandt andet skal præsidenten holde sine løfter om at give regionerne mere autonomi, påpeger lektoren.
/ritzau/