Ekspert roser Olsen for at se bort fra Bendtner

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Da fodboldlandstræner Morten Olsen tirsdag fik sat navn på 19 spillere, som er udtaget til de kommende landskampe mod Serbien og Rumænien, var Nicklas Bendtners navn ikke blandt de udvalgte.

Wolfsburg-angriberen har ikke scoret siden 1. januar og har på det seneste ikke spillet - blandt andet på grund af en lyskeskade.

Den tidligere superligatræner Jan Kalborg, som i dag er fodboldekspert for DR, roser landstrænerens beslutning om at vrage Bendtner i første omgang.

- Det er et rigtig godt signal at sende fra Olsen, for når Bendtner ikke spiller for Wolfsburg, så er han heller ikke i den kampform, han skal være i. Olsen har tidligere sagt, at hvis Bendtner er fit, er han god nok til landsholdet, men er han uskarp og utrænet, er han ikke dygtig nok.

- Jeg tror, at Olsen håber på, at Bendtner får lidt spilletid på torsdag i Europa League. Får Bendtner bare tre minutter på banen, så tror jeg, at han bliver efterudtaget, siger Kalborg.

Uffe Bech, Lasse Vibe og Yussuf Poulsen er foreløbigt de eneste angribere, som er udtaget.

- Vi skal ikke glemme, at så mange trumfkort på angrebsfronten har Olsen heller ikke. Bendtner er, når han er i form, med afstand den bedste angriber, vi har. Men jeg tror, at Olsen mener det alvorligt her.

- Spiller Bendtner ikke på torsdag, kommer han heller ikke med, siger Kalborg.

Senere på ugen efterudtager landstræneren fire til fem spillere. Han har selv nævnt FC Midtjylland-angriberen Morten "Duncan" Rasmussen som en spiller, der kan nå at komme med. Kalborg mener, at angriberen fra Superligaens førerhold skal med.

- Han er formstærk og spiller hele tiden. Danmark er nødt til at have en mand med hans spidskompetencer. Måske er Duncan ikke klar til startopstillingen, men han er dygtig nok til at blive skiftet ind sent i kampen, hvis der skal scores mål, siger Kalborg.

Danmark møder Serbien i Beograd 14. november i EM-kvalifikationen, mens det fire dage senere gælder Rumænien i en testkamp i Bukarest.

/ritzau/