Ekspert: Søndergaard er det naturlige valg for AaB

Skrevet af admin

09/04/2015

Mest læste i dag

Det er et naturligt valg, når AaB har udpeget Sønderjyske-træneren Lars Søndergaard som kommende AaB-træner efter Kent Nielsen.

Det vurderer fodboldeksperten Jesper Thygesen, der mener, at Søndergaard har udviklet sig meget, siden han i 2011 blev ansat som Sønderjyske-træner med overlevelse i Superligaen som det primære jobkrav.

- Han har udviklet Sønderjyske meget og har løftet holdet til at være meget mere end betonfodbold, hvor det handler om at slå modstanderens spil i stykker i jagten på at vinde, som Sønderjyske tidligere har været berygtet for.

- Han har været med til at hente spændende typer som en Rubin Okotie og fik også Lasse Vibe til at blomstre, siger Jesper Thygesen, der er ekspertkommentator hos Viasat.

Han ser Søndergaard og AaB som et godt match, men peger på, at økonomi nok også har spillet en rolle hos nordjyderne, der har været i gennem en proces på flere måneder for at finde den rette træner.

- Lønrammen har skullet passe sammen med en kontrolleret økonomi. AaB kan ikke bare hente en ny træner og give ham to, tre eller fire millioner i årsløn.

Thygesen finder tidspunktet for trænerskiftet ideelt, da Kent Nielsen har været træner i AaB i fem år og i sidste sæson kulminerede ved at vinde både mesterskabet og pokaltitlen.

- Søndergaard behøver ikke at ændre så meget. Han skal i første omgang få en række spillere til at blive i klubben og sælge projektet til en række spillere, der har været med til at vinde mesterskabet.

- Det er kun sundt, at der nu kommer en træner med nye input og nye måder at se tingene på, siger Jesper Thygesen.

/ritzau/