Ekspert: Svækket Løkke indgår svag aftale

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Venstre solgte flere af sine mærkesager i vækstpakken med regeringen, fordi partiformand Lars Løkke Rasmussen står politisk svækket efter sin tredje bilagssag. Derfor hævede han bundskatten og opgav én million ekstra slagtesvin samt BoligJob-ordningen.

Det vurderer chefredaktør Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis. Flere folketingsmedlemmer fra Venstre kritiserer i Politiken anonymt Løkkes brandudsalg.

- Lars Løkkes politiske overarm er svag for tiden. Han er ude i personlige kontroverser med vælgerne og sit bagland. Han er i en presset situation. Sådan er det nogle gange i politik. Han har ikke den styrke inde ved bordet, som han skulle have haft, siger Troels Mylenberg.

Vækstpakken hæver bundskatten 0,28 procent. Det koster skatteyderne 17,3 milliarder kroner, og BoligJobordningen forsvinder. Samtidig har Venstre opgivet at lade landmændene avle én million ekstra slagtesvin.

Søndag præsenterede Løkke forslaget på Folkemødet på Bornholm sammen med Landbrug & Fødevarers direktør, Søren Gade, og NNF's forbundsformand, Ole Wehlast.

Finansminister Bjarne Corydon (S) udnyttede Løkkes svaghed, mener Troels Mylenberg.

- Lars Løkke havde enormt meget behov for at få fokus tilbage på politik. Det har Socialdemokraterne til en vis grav evnet at udnytte. Det er ikke det bedste kort, når modparten ved, at man virkelig er sulten, siger Troels Mylenberg.

Det svækker Løkkes troværdighed, at han hæver bundskatten, når han for nylig forsikrede, at det ikke ville ske på hans vagt som statsminister, mener han.

- Så er der en masse ballade om ham. Og kort efter laver han en aftale, hvor skatten stiger, siger Troels Mylenberg.

Forløbet strider imod flere Venstre-politikeres udsagn om, at Løkke er "Danmarks dygtigste politiske håndværker", mener chefredaktøren.

/ritzau/