Eksperter i USA undersøger video fra Boko Haram

Skrevet af admin

12/05/2014

Mest læste i dag

Amerikanske eksperter, der hjælper de nigerianske myndigheder med at spore kidnappede skolepiger, er ved at undersøge en video fra kidnapperne, siger amerikanske embedsmand.

- Vores efterretningstjenester er ved at undersøge hver eneste lille detalje for at finde spor, som kan hjælpe de igangværende bestræbelser på at få sikret en frigivelse af pigerne, siger en talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium, Jen Psaki.

- Vi har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved autenticiteten, siger hun om videooptagelserne, som det franske nyhedsbureau AFP har fået af pigerne, der blev kidnappet i sidste måned af den militante islamistiske Boko Haram gruppe.

Psaki siger, at de nigerianske myndigheder leder efterforskningen i sagen.

Et amerikanske eksperthold kom til Nigeria i sidste uge for at give deres støtte til at finde over 200 skolepiger i alderen 16 til 18 år.

På den 17 minutter lange video siger Boko Harams leder, at pigerne er konverteret til islam.

I alt 276 piger blev i midten af april bortført fra en pigeskole i delstaten Borno i det nordøstlige Nigeria. Det lykkedes en del at flygte under bortførelsen, men Boko Haram slap væk med 223 piger.

Boko Haram er for tiden den mest berygtede terrororganisation i verden og har alene i år stået bag drab på 1500 mennesker.

I videoen siger lederen af gruppen, Abubakar Shekau, at pigerne kan blive sat på fri fod, hvis myndighederne i Nigeria frigiver alle Boko Haram fanger i landets fængsler.

De nigerianske myndigheder har afvist, at der kan ske nogen form for udveksling, og Psaki siger, at det også er USA's politik at hindre, at kriminelle opnår fordele ved forbryderiske handlinger.

/ritzau/AFP