I lang tid har det lille stempel "Made in China" været associeret med noget, der ikke nødvendigvis er af allerhøjeste kvalitet. Meget tyder dog på, at det er ved at ændre sig. I hvert fald inden for mobilverdenen.
Den kinesiske smartphone-producent Huawei er ifølge en ny undersøgelse fra GFK nu Danmarks tredjebedst sælgende android-telefon og den femtebedst sælgende telefon blandt alle producenter.
Huaweis indtog på mobilmarkedet er et resultat af, at danskerne har fået øjnene op for, at de kinesiske produkter er begyndt at være af rigtig høj kvalitet.
Det mener Steen Jørgensen, der er chefredaktør på mobil.nu og i mere end 10 år har beskæftiget sig med mobilmarkedet.
- Huawei har brugt nogle år på at finde fodfæste i Danmark. Det har været et langt, sejt træk, men nu har folk fundet ud af, at de har et rigtig højt bundniveau, selvom deres priser ligger langt under konkurrenternes, siger han til Ritzau.
Steen Jørgensen forudser, at Huaweis fremgang blot er startskuddet til kinesernes indtog på mobilmarkedet, og at Kinas succes vil påvirke fremtidens mobilmarked.
- Der er ingen tvivl om, at Kina kommer til at sætte et enormt aftryk på globalt plan. Jeg tror, at de kinesiske mobilproducenter kommer til at vende op ned på det mobilmarked, vi kender i dag, siger Steen Jørgensen.
Han fremhæver i øvrigt sidste års handel, hvor den kinesiske elektronikvirksomhed Lenovo i oktober måned købte amerikanske Motorola af Google, som et af tegn på, at de kinesiske virksomheder for alvor rider på en succesbølge for tiden.
Mobilekspert John G. Pedersen, der har omkring 20 års erfaring inden for mobilverdenen og er indehaver af meremobil.dk, mener også, at de kinesiske virksomheder i fremtiden vil kunne bide skeer med markedets øvrige producenter.
- Der kommer utroligt gode telefoner fra de kinesiske producenter, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de fremover kommer til at lægge et helt enormt pres på især markedets øvrige mindre telefonproducenter, siger han til Ritzau.
/ritzau/