Ekspertudvalg: Digital hjælp skal skaffe organdonorer

admin

|

27/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere skal tage aktivt stilling til, om de ønsker at blive organdonorer, fastslår et ekspertudvalg, der blev nedsat af Sundhedsministeriet sidste år.

I flere år har der været mangel på organer herhjemme, og i dag står omkring 400 syge danskere på venteliste for at få transplanteret en nyre, en lunge eller et andet organ.

Derfor skal borgere, der besøger internettjenesterne e-boks, sundhed.dk og borger.dk, gøres opmærksom på muligheden for at tilmelde sig donorregistret, skriver udvalget i en rapport, der mandag blev overrakt til sundhedsminister Astrid Krag (SF).

- For mange patienter er det i bogstaveligt forstand et spørgsmål om liv eller død, om de kan få et nyt organ. Derfor er det vigtigt, at man både i sundhedsvæsnet og i samfundet generelt er åbne over for at se på, hvordan man kan få flere organdonorer.

- Der er flere rigtig gode anbefalinger i ekspertudvalgets rapport, siger Astrid Krag, der vil tage initiativ til at drøfte anbefalingerne med Folketingets partier og forventer at kunne præsentere en ny national handlingsplan for organdonation i år.

Udvalget anbefaler også, at det skal være muligt at tilmelde sig donorregistret via mobiltelefoner og tablets.

Ekspertudvalget består af faglige eksperter og repræsentanter for relevante patientforeninger.

De anbefaler, at lægerne først stopper behandlingen af døende patienter med eksempelvis omfattende hjerneskader, når det er undersøgt, om patienterne kan blive organdonor.

Der er også fokus på, hvordan man kan få flere organer fra levende donorer.

Det anbefales, at sygehusene indfører ensartede pakkeforløb, så eksempelvis familiemedlemmer til en nyresyg hurtigt kan få afklaret, om deres nyre egner sig til transplantation, så de efterfølgende få foretaget en operation.

/ritzau/