EL åbner slaget om finansloven med krav om mere lighed

Skrevet af admin

06/10/2014

Mest læste i dag

Finansminister Bjarne Corydon (S) vil blive mødt med krav om et mere lige Danmark, når han tager i mod Enhedslistens forhandlere i Finansministeriet.

Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, inden hun mandag klokken 8.30 møder op i Finansministeriet til såkaldt sættemøde om finansloven for det kommende år.

Forhandlingerne om finansloven har de seneste år ført til flere voldsomme opgør mellem regeringen og det røde støtteparti. Sidste år var parterne så uenige om Enhedslistens krav om minimumrettigheder til ældre, at regeringen i stedet valgte at indgå en aftale med blå blok.

Med under et år til næste valg er forventningen på Christiansborg dog, at parterne denne gang vil forsøge at pakke mistro og dårlige minder fra tidligere års forhandlinger væk, så der formentlig i midten af november kan indgås en aftale, der også inkluderer SF.

På partiets sommergruppemøde i august lancerede Enhedslisten udspillet "Et mere lige Danmark", og ifølge Johanne Schmidt-Nielsen vil Enhedslisten have fokus på fire hovedkrav til finansloven: Større tryghed for lønmodtagerne, genopretning af velfærden, skærpet kamp mod social dumping og grøn omstilling.

- Dagpengereformen har vist sig at være en katastrofe, og vi vil kæmpe benhårdt for at få ændret reformen. Men også arbejdsløse på kontanthjælp er blevet ramt hårdt af en uretfærdig reform, og også her vil vi gøre, hvad vi kan, for at skabe bedre vilkår. Det er i alles interesse, at vi ved, at vi er sikret en vis tryghed når vi rammes af arbejdsløshed.

- Det er også en bundet opgave, at vi får ryddet op efter de store nedskæringer, der har været i vores velfærd siden krisen. Vores ældre medborgere bliver simpelthen ikke behandlet værdigt. Og i vores børnehaver er der blevet færre og færre ansatte til at tage sig af børnene.

- Her er der brug for et klart løft, og det vil også skabe mange nye arbejdspladser, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Dermed tager Enhedslisten igen fat på emner, som tidligere har ført til kontroverser.

Dagpengereformen har flere gange været den største knast. Her har regeringen igen gjort det klart, at man ikke vil ændre på dagpengereglerne, før dagpengekommissionen er færdig med sine anbefalinger. Det er rykket frem til september 2015.

Ud over dagpengene, som også er et centralt krav for SF, bliver Corydons anden store udfordring som altid at finde pengene. Regeringen har i sit finanslovudspil valgt at gå helt til kanten af EU-reglerne for underskud, selvom der er rejst tvivl om, hvorvidt regeringen er for optimistisk i sit vækstskøn.

/ritzau/