EL hiver Hækkerup i samråd om underkendt EU-direktiv

Skrevet af admin

08/04/2014

Dagens topnyheder

Det er et vink med en vognstang til regeringen, at EU-Domstolen tirsdag har stemplet EU's såkaldte logningsdirektiv ugyldigt. Det mener Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, som kalder justitsminister Karen Hækkerup (S) i samråd om sagen.

Direktivet fra 2005 kræver, at EU-landene pålægger telebranchen at lagre privatpersoners data fra telefon- og sms-samtaler i mindst seks måneder og højst to år. Det skal sikre, at man kan identificere brugeren og dermed blandt andet forhindre organiseret kriminalitet og terror.

I Danmark er direktivet implementeret i dansk ret således, at telebranchen er forpligtet i at gemme kommunikationsdata i 12 måneder.

- Det er et kæmpe vink med en vognstang til regeringen, at direktivet nu er underkendt. Danmark har været duks i denne sammenhæng og har endda indført overvågning af internettrafikken, selvom det ikke har været påkrævet efter direktivet.

- Det må og skal der laves om på nu. Nu må regeringen stille sig som forsvarer for demokratiet. De kan ikke længere gemme sig bag EU-reglerne, siger Skipper.

Hun kalder derfor ministeren i samråd for at høre, hvad regeringen har tænkt sig at gøre nu, hvor direktivet er ugyldigt.

- Jeg håber selvfølgelig, at borgerne i Danmark nu kan se frem til en regering, der forsvarer vores grundlæggende rettigheder, siger Skipper.

EU-Domstolen underkendte direktivet, da den mener, at det i "særlig alvorlig grad gør indgreb i den grundlæggende ret til respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger".

Selvom EU-direktivet ikke længere er gældende, er det op til de enkelte medlemslande at finde ud af, om de vil beholde deres nationale regler på området.

Også den liberale tænketank Cepos mener, at justitsministeren skal tage EU-Domstolens afgørelse til efterretning.

- EU-dommen er et kraftigt signal om, at medlemslandene bør revidere deres logningsregler. Og det gælder også Danmark.

- Underkendelse af logningsdirektivet bør medføre, at justitsministeren hurtigst muligt tager initiativ til at foretage en omfattende revision af de danske logningsregler med henblik på at styrke privatlivets beskyttelse, påpeger chefjurist Jacob Mchangama.

Ritzau arbejder stadig på at få en kommentar fra justitsminister Karen Hækkerup.

/ritzau/