EL indkalder Bødskov til samråd om rod i PET

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

Det vidner om "ekstremt dårlig ledelse" og "lemfældig omgang med ansvarsopgaverne", at Politiets Efterretningstjeneste, PET, ikke har styr på hverken bilag eller samarbejdet med de ansatte, mener Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper.

Hun har indkaldt justitsminister Morten Bødskov (S) til samråd, efter at det mandag kom frem, at administrationschef Mette Lyster Knudsen har vagt at forlade efterretningstjenesten.

Hun er en af de chefer, der har været udsat for kritik af sin ledelsesstil.

- Nu kan vi så læse, hvordan al balladen øjensynligt har ført til en fyring med øjeblikkelig virkning i toppen af PET, mens alle vi andre ser måbende til.

- Det er på tide med en forklaring - er der overhovedet styr på noget som helst hos PET? Vi indkalder nu justitsministeren i samråd. Som øverste chef må han forklare, hvad der dog foregår i efterretningstjenesten, siger Pernille Skipper i en pressemeddelelse.

I flere artikler har Ekstra Bladet kunnet berette om et dårligt arbejdsklima i efterretningstjenesten. Den øverste chef Jakob Scharf, den juridiske chef Lykke Sørensen og administrationschefen er af anonyme kilder blevet beskyldt for en dårlig tone.

Ifølge en mail fra PET til Ritzau har Mette Lyster Knudsen "efter aftale med Justitsministeriet truffet beslutning om i dag at fratræde sin stilling i PET for at søge andre udfordringer inden for Justitsministeriets område."

Helt usædvanligt har de ansatte i efterretningstjenesten trukket sig fra samarbejdsudvalget, hvor de ikke har deltaget i to måneder.

Den seneste arbejdspladsvurdering vidner også om et meget ringe psykisk arbejdsmiljø.

Også Mette Lyster Knudsens nære medarbejder Jakob Bentzen stopper. Han er angiveligt blevet forflyttet til Københavns Politi, skriver Ekstra Bladets netavis.

/ritzau/