EL kalder Thorning i samråd om USA-overvågning

admin

|

30/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Enhedslisten kalder nu statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i samråd i folketingets retsudvalg for at få "klart svar" på, om regeringen har kendt til amerikansk overvågning af danske statsborgere.

Det sker efter, at dagbladet Information torsdag skriver, at USA's efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA), spionerede mod Danmark og andre landes forberedelser til klimatopmødet COP15 i København i 2009.

- Det er helt uholdbart, at vi har en statsminister, der ikke vil redegøre for, hvad regeringen ved om NSA’s overvågning af danske borgere på en måde, som vælgerne kan tro på, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Enhedslisten havde torsdag indkaldt både statsministeren, forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og justitsminister Karen Hækkerup (S) til forespørgselsdebat i folketingssalen, men Pernille Skipper er ikke tilfreds med de svar, hun fik.

- Det er dybt utroværdigt, når ministrene bliver ved med at gentage mantraet om, at de ikke har grund til at antage, at NSA foretager en overvågning af danske borgere i strid med danske interesser, siger hun.

Dagbladet Information skriver torsdag, at NSA op til klimatopmødet i 2009 skaffede sig adgang til fortrolige danske dokumenter til skade for den danske regerings position - og for muligheden for at nå en aftale.

- Enhedslisten mener, at det udgør et demokratisk problem, at den danske regering konsekvent nægter at forholde sig til dokumenterede fakta. Derfor slutter debatten ikke her, siger Pernille Skipper.

- Vi indkalder statsministeren til samråd i håb om, at hun dér vil gøre sig umage for at forholde sig til den dokumenterede overvågning, som danske borgere og danske regeringer er - og har - været udsat for.

/ritzau/