EL: Regeringen gambler med børns sikkerhed

Skrevet af admin

26/05/2015

Mest læste i dag

Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører for Enhedslisten, er ikke imponeret over, at gravide indvandrere, der opholder sig illegalt i Danmark, fortsat kun har begrænset adgang til sundhedsvæsnet.

Det er en reaktion på, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) fastholder, at illegale indvandrere kun kan trække på sundhedsvæsnet i akutte situationer.

- Hvordan kan en sundhedsminister få sig selv til at afvise, at vi skal hjælpe alle børn, der fødes her i landet, sikkert til verden?

- Hvis du bliver gravid i Danmark, kommer du til skanning to gange, til læge tre gange og til jordemor seks-otte gange i løbet af graviditeten.

- Det vurderer de danske sundhedsmyndigheder er nødvendigt for at kunne følge med i, om både mor og barn har det godt. Og for at kunne gribe ind, hvis der er problemer, skriver hun på Facebook og tilføjer:

- Undtagen hvis du lever i Danmark uden opholdstilladelse. Sundhedsminister Nick Hækkerup afviser nemlig Lægeforeningen, Jordemoderforeningen og Dansk Sygeplejeråds ønske om også at kunne give disse kvinder og deres ufødte børn den nødvendige hjælp.

- Det er fuldstændig uforståeligt. Regeringen gambler simpelthen med børnenes sikkerhed og sundhed.

- Og husk på: Børnene har ikke selv valgt, hvor deres forældre bor eller hvorfor. Det bør da være et helt grundlæggende princip i Danmark, at alle børn får en sund start på livet. Kynismen er ikke til at holde ud.

Også SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, har kritiseret Nick Hækkerup.

Han afviser over for Politiken flere organisationers forslag om, at de gravide kvinder, der opholder sig ulovligt i Danmark, får adgang til besøg hos læge og jordemor under graviditet og efterfølgende konsultationer med en sundhedsplejerske.

/ritzau/