EL: Ufattelig udmelding fra Thorning om dagpenge

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser i søndagens Berlingske at ændre i dagpengesystemet, og det skuffer Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.

- Det er en ufattelig ultimativ udmelding at komme med lige efter sommerferien, siger han og fortsætter:

- Det gør det rigtig vanskeligt, når vi skal i gang med finanslovforhandlingerne. De arbejdsløses problemer med dagpengene skal løses. Det troede jeg, at vi havde sagt så mange gange, at det havde hun forstået.

Helle Thorning-Schmidt (S) siger til Berlingske, at regeringen bestemt ikke lægger op til, "at der skal ske nogle ændringer ud over dem, vi allerede har lavet, heller ikke i forbindelse med denne her finanslov".

Statsministeren mener, at regeringen allerede har gjort det "allervigtigste, man kan gøre for de arbejdsløse" ved at "tilrettelægge den økonomiske politik, så der bliver skabt arbejdspladser".

Christian Juhl (EL) vil ikke afvise, at indgå en finanslov med regeringen, på trods af at spørgsmålet om dagpengene er et af Enhedslistens vigtigste punkter i de kommende forhandlinger.

- Vi går altid ind i forhandlinger med regeringen og ser, hvad vi kan få ud af det. Men det gør det enormt vanskeligt. Hun starter med at konfrontere os med at afvise et af de vigtigste spørgsmål, vi vil rejse i forbindelse med finansloven, siger han.

Statsministeren siger desuden i søndagens Berlingske, at regeringen vil vente på anbefalinger fra dagpengekommissionen, før at den vil overveje ændre i dagpengesystemet.

Men arbejdsmarkedsordføreren mener ikke, at man kan vente på anbefalinger fra kommissionen, der skal komme senest ved udgangen af 2015.

- Vi skal i gang med at løse de arbejdsløses problemer nu. Vi kan ikke vente til 2016. Så må hun (Thorning, red.) komme med nogle andre bud på, hvordan vi får løst problemerne.

/ritzau/