Elevformand: Skoler bør tale med elever om lektiecaféer

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

Frem for brug af lusk og indirekte tvang bør skolerne gå i dialog med eleverne omkring de lektiecaféer, som skolerne i kraft af den nye folkeskolereform skal tilbyde. Det mener Miranda Wernay Dagsson, der er formand for Danske Skoleelever.

- Når det nu hedder frivillige lektiecaféer, så er skolerne jo også nødt til at gøre dem frivillige. Det er problematisk, at de ligger i de timer midt på dagen, så eleverne ikke rigtig har noget valg, siger hun til Ritzau.

I forbindelse med folkeskoleforliget sidste år var det et centralt tema, at lektiecaféerne skulle gøres frivillige, men i realiteten er det på flere skoler så som så med frivilligheden.

Forældreorganisationen Fola kritiserer i fredagens udgave af Berlingske skolerne for at lægge lektiecaféerne i løbet af skoledagen mellem elevernes undervisningstimer, eller i timerne, inden SFO'en åbner.

Ifølge Fola bliver lektiecaféerne på den måde reelt trukket ned over hovedet på forældre og elever, og den betragtning er Miranda Wernay Dagsson enig i.

- Jeg tror, der er mange, der vil gøre brug af dem, men man skulle tale med eleverne om, hvad de kunne tænke sig med lektiecaféerne, også dem, som er meget godt med i timerne, siger Miranda Wernay Dagsson til Ritzau.

Miranda Wernay Dagsson anser det som et letkøbt kneb fra skolernes side, som skal sikre at eleverne rent faktisk møder op til lektiecaféerne.

- Det giver jo rigtig god mening, for det er et rigtig fedt tilbud, at man kan få lov til at gå i lektiecafé. Især hvis man gør de ordentligt på skolerne, men man burde gøre det på en anden måde, og det kunne for eksempel være en dialog med eleverne, siger hun.

Det var de Konservative med den nu afgående partiformand Lars Barfoed i spidsen, som kæmpede mod tvungne lektiecaféer i forbindelse med folkeskoleforliget. Efter næste folketingsvalg vil caféerne efter alt at dømme blive obligatoriske.

/ritzau/