Elevløn på SU-niveau vil skaffe flere praktikpladser

Skrevet af admin

04/11/2014

Mest læste i dag

Der er så stor mangel på praktikpladser i Danmark, at politikerne og arbejdsmarkedets parter bør overveje at sænke elevernes løn, fordi det vil få flere virksomheder til at ansætte elever.

Sådan lyder det fra den politisk uafhængige tænketank DEA, efter at den har fået foretaget en undersøgelse blandt 951 repræsentativt udvalgte virksomheder, skriver Politiken.

Flere end hver fjerde virksomhed svarer i undersøgelsen, at de ville ansætte flere elever, hvis elevlønnen var lavere. Næsten hver anden virksomhed ville ansætte flere, hvis lønnen blev erstattet med SU. Hvis de ansatte bare én elev hver, ville det betyde 7700 nye praktikpladser.

- Alle er enige om, at vi som samfund kommer til at være underforsynet af dygtige faglærte i fremtiden. Derfor er der ingen hellige køer, heller ikke elevernes løn, siger Stina Vrang Elias, administrerende direktør i DEA, til Politiken.

En tømrerelev får i Danmark i gennemsnit 14.700 kroner om måneden før skat. Til sammenligning er SU-satsen for udeboende knap 6000 kroner per måned.

De økonomiske vismænd anbefalede i foråret, at der blev set nærmere på lærlingelønningerne.

Men Erhvervsskolernes Elevorganisation er ikke begejstret for ideen om at sætte lærlinge på SU. Formanden kalder forslaget "helt horribelt".

- Det er en nedskæring på cirka 4000 kroner. Det er blandt andet derfor, at folk ikke vælger skolepraktikken. Lavere løn vil heller ikke få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, og virksomhederne vil få en sygt billig arbejdskraft de sidste to år af læretiden, hvor en lærling er en overskudsforretning, siger Mie Hovmark.

I alt mangler 13.200 elever på erhvervsuddannelser at få en praktikplads i en virksomhed. Det er det højeste antal i ti år ifølge Politiken.

/ritzau/