Eller og Montreal taber igen i Californien

Skrevet af admin

01/03/2016

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Lars Eller og Montreal-holdet har dårlige traditioner, når de spiller i San José i det sydlige Californien.

Natten til tirsdag tabte canadierne 2-6, og det var holdets niende kamp i træk i San José uden sejr.

På dagen, hvor transfervinduet lukkede i verdens bedste ishockeyliga, fik Lars Eller vished dog for, at han fortsætter i Montreal-klubben.

Danskeren havde været rygtet på vej væk fra den traditionsrige klub, fordi klubben er godt repræsenteret på hans forwardposition som center.

Men Ellers agent Kevin Epp fortalte i medierne tidligere mandag, at han havde fået klubledelsens ord for, at danskeren skulle fortsætter i klubben.

Lars Eller fik mere end 15 minutter på isen. Han havde to skud på mål, men danskeren var ikke involveret i Montreals to scoringer.

Ellers tidligere klubkammerat og barndomsven i Rødovre, Mikkel Bødker måtte til gengæld sige endegyldigt farvel til sine klubkammerater gennem otte år i Arizona.

Bødker var udtaget til udekampen i Pittsburgh, men kort før spillerne skulle mødes på hotellet og køre til kamp, blev Bødker sendt til Colorado i bytte for tre spillere.

Arizonas første kamp uden danskeren blev imidlertid ingen succes. Pittsburgh sendte gæsterne hjem til Phoenix med et nederlag på 0-6.

Mikkel Bødkers nye hold Colorado Avalanche spiller tirsdag ude mod Minnesota, men det er endnu uvist, om danskeren når at være med.

/ritzau/