Lige nu læser andre
En mand på 44 år er lørdag aften blevet skudt i en lejlighed på Nørrebro i København.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
– Han er blevet ramt af flere skud og er bragt til Rigshospitalet, siger den centrale vagtleder Claus Rønnegaard.
– Jeg har ikke nærmere oplysninger om hans skader eller hans tilstand. Jeg kan kun sige, at han er stabil, men at han skal skannes, tilføjer han.
Læs også
Efter skyderiet var offeret trods sine kvæstelser i stand til selv at gå hen til en ambulance.
Skyderiet skete i en lejlighed på Blågårds Plads omkring klokken 19.40, hvor politiet modtog flere anmeldelser fra borgere.
Lørdag aften er politiet massivt tilstede på Blågårds Plads og andre områder på Nørrebro.
Ifølge vagtlederen har man dog fortsat ingen mistænkte i kikkerten.
– Vi skal først have foretaget en række kriminaltekniske undersøgelser i lejligheden, og så skal vi selvfølgelig have afhørt offeret. Så må vi se, hvad det fører med sig, siger Claus Rønnegaard.
Det 44-årige offer er ikke helt ukendt for politiet, oplyser han:
– Vi ved, hvem han er, men han er ikke kendt for bandekriminalitet.
/ritzau/