En halv meter aske dækker spor: Årsag til dødsbrand i Videbæk efterforskes fortsat

Selv om de foreløbige undersøgelser i ruinerne af et hus i Videbæk, som nytårsnat brændte ned til grunden, er afsluttet, er det ikke lykkedes politiet at klarlægge, hvorfor branden startede.

Det fortæller politikommissær Jørgen Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi lørdag aften.

- Teknikerne har undersøgt stedet hele dagen. De har taget nogle prøver, og dem venter vi nu svar på, siger politikommissæren.

- Brand udsletter jo spor. Da politiet og teknikerne gik i gang med arbejdet, lå der en halv meter aske ud over hele huset. Det måtte man skovle ud, skovlfuld for skovlfuld. Det er en omfattende undersøgelse, siger han.

Da politiet fredag ankom til det nedbrændte hus, holdt der en bil i garagen. Blandt andet derfor frygtede politiet tidligt, at husets beboer kunne være hjemme og måske ikke var nået at komme ud, inden ilden bredte sig.

Men før Beredskabsstyrelsen kunne undersøge stedet, måtte mandskabet afstive mure og gavle i det udbrændte hus, da der var risiko for, at de ellers kunne styrte sammen.

Da tomten blev ryddet for aske, blev liget fundet. Samme aften blev det obduceret, men det har ikke været muligt at fastslå, om det drejer sig om husets 54-årige kvindelige beboer.

- Brandskaderne på liget er så omfattende, at man ikke kan identificere liget på almindelig vis, fortæller Jørgen Lauritsen.

Retsmedicinerne vil nu forsøge at identificere liget ud fra tandsættet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip