En million børn lider uden mad og lægehjælp i Syrien

admin

|

11/03/2014

Dagens topnyheder

Det er tre år siden, at krigen brød ud i Syrien. Og ud over at have lagt landet i ruiner og sendt millioner af mennesker på flugt, har den taget en million syriske børn som gidsler inde i landet.

Børnene lever under belejring og tager voldsomt skade af situationen både fysisk og psykisk, advarer Unicef, der tirsdag fremlægger en rapport, som viser, at 5,5 millioner syriske børn er hårdt ramt af konflikten.

Særligt hårdt ramt er den ene million, der er afskåret fra hjælp inde i landet, lyder det fra Unicef Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen.

- Det er værst for dem inde i Syrien. Det er klart, at de andre lever i relativ sikkerhed og behøver ikke dagligt at bekymre sig om at få raketter eller kugler i hovedet, siger han og uddyber:

- Børnene inde i landet har også frosset hele vinteren, ofte har de ikke fået mad nok og sulter. Relativt simple sygdomme kan ikke behandles, fordi der ikke er adgang til medicin og lægebehandling.

- Skolegang er der ikke noget af for langt flertallet, så en børnehverdag med leg og skole eksisterer jo ikke.

Også psykisk lider børnene, der er fanget i både regeringens og oprørsgruppernes belejringer.

- Det er børn, der er angste, børn der har mistet, og børn der er dybt traumatiseret over at have set og oplevet ting, ingen burde opleve. Derudover er de påvirket af forældre, der også er dybt traumatiserede, siger Steen M. Andersen.

Unicef-rapporten viser, at to millioner syriske børn har behov for psykologisk hjælp og behandling. Derudover anslås det, at en ud af 10 flygtede børn arbejder, mens hver femte syriske pige bare i Jordan er tvunget til at indgå i tidligt ægteskab.

Situationen er så alvorlig, at tiden er ved at løbe ud for børnene.

- Det lyder dramatisk, men det er en reel risiko at tabe en hel generation på gulvet. For børnene er dybt traumatiserede. De har set folk blive slået ihjel og har levet under uhumske forhold.

- Det må og skal være sidste år med krig, så vil det stadig være muligt at gøre noget. Hvis den fortsætter, så kan det blive meget, meget vanskeligt. For et land at tabe en generation af børn på gulvet er jo også at tabe fremtiden på gulvet, siger generalsekretæren.

/ritzau/