En person kvæstet: Tre biler i ventresvingsulykke ved Vipperød

Skrevet af Ann Katrine Warren

06/03/2013

Dagens topnyheder

Tre biler var onsdag kort før klokken 10.30 involveret i en trafikulykke på Roskildevej ved Vipperød syd for Holbæk. I først omgang blev både ambulance og lægehelikopter tilkaldt, men helikopteren fløj tilbage igen uden patient.

- En person er kørt til sygehuset i Holbæk, men vi ved endnu ikke noget om vedkommendes tilstand, fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Dagens.dk.

Ulykken skete, da en bil, som kom kørende i nordgående retning ad Roskildevej, svingede til venstre mod Skovvejen og blev ramt af to modkørende biler. Det er endnu uklart, hvad der gik galt.

Det er føreren af den svingende bil, som er kørt til sygehuset. Bilisterne i de modkørende biler er tilsyneladende sluppet heldigt fra ulykken.

Sidst på formiddagen var oprydningsarbejdet stadig i gang på stedet, men trafikken kunne passere med forsigtighed.