En sms-kæde advarer forældre efter overgreb i Refsvindinge

Skrevet af Ann Katrine Warren

15/11/2012

Dagens topnyheder

 

Siden en 10-årig pige onsdag eftermiddag blev bortført og seksuelt misbrugt i Refsvindinge på Østfyn har en sms-kæde været igang. Sms'en advarer forældre om det forfærdelige, som er sket.

Ifølge fyens.dk lyder sms'en sådan:

Vidersend den til alle i Ørbækområdet!
Hvis du ser en rød bil, der kører med gult lys så skal du holde dig langt væk fra den!!.. Vi havde besøg af politiet, og de sagde at hvis vi ser bilen så skal der ringes til politiet med det samme. Og det er så fordi manden har her idag taget en pige Ørbæk og "haft" hende i en time og sat hende af igen! Og det skulle være den samme mand der havde gjort det samme mod en pige i Vester Skerninge. De mener han har han bor i området, så sørg for at fortæl det her videre til alle dine veninder!!

Hos politiet hilser man det velkommen, at beboerne orienterer hinanden.

- Jeg har kun kendskab til sms'en via pressen, men det er en udmærket ting, at folk fortæller hinanden, hvad de skal være opmærksom på. Og vil vil meget gerne have henvendelser, hvis folk har set noget, lyder det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Henrik Justesen, til dagens.dk.

Politiet opfordrer alle, som har viden i sagen til at henvende sig.

Den 10-årige pige blev klokken 15.05 hevet ind i en ældre rød bil på Longvej i Refsvindinge. Gerningsmanden misbrugte pigen og satte hende af en time senere på hovedvejen mellem Refsvindinge og Ørbæk tæt på Longvej.

Fremgangsmåden var den samme, da en 11-årig pige fra Vester Skerninge på Sydfyn for tre uger siden blev bortført og misbrugt seksuelt.