Endnu en Australian Open-vinder er færdig i Paris

Skrevet af admin

27/05/2014

Dagens topnyheder

I januar vandt Li Na tennisturneringen Australian Open. Tirsdag dumpede verdens nummer to ud af French Open efter nederlag i tre sæt til franskmanden Kristina Mladenovic.

Franskmanden vandt 7-5, 3-6 og 6-1 mod den andenseedede kineser, som så ud til at være helt uden bid og gejst.

Selv om Kristina Mladenovic kun er nummer 103 i verden, og næppe siger ret mange ret meget, er hun ikke helt uden evner.

Hun vandt således kvindernes juniorturnering i Paris i 2009. Og selv om hun kun er 21 år, har hun allerede vundet to grandslam-titler i mixeddouble.

Mladenovic mistede fokus i andet sæt, som hun tabte, men var tilbage på sporet i det tredje, som hun vandt 6-1.

- Det er utroligt. Uden jer kunne jeg ikke have gjort det, sagde hun grædende ud til publikum efter kampen.

Kristina Mladenovic skal i anden runde møde amerikaneren Alison Riske.

Med Li Nas nederlag er begge Australian Open-vinderne fra i år ude af dette års singleturneringer på Roland Garros.

Mandag gik det ud over verdens nummer tre hos mændene, Stan Wawrinka, der overraskende tabte i fire sæt til spanieren Guillermo Garcia-Lopez i første runde.

/ritzau/