Endnu en sundhedsarbejder i Texas er ramt af ebola

Skrevet af admin

15/10/2014

Mest læste i dag

Endnu en sundhedsarbejder i Texas er testet positiv for ebola, oplyser myndighederne i den amerikanske delstat, efter at sygeplejersker har kritiseret hospital for manglende sikkerhed.

- Sundhedsarbejderen, der fik feber tirsdag, er blevet isoleret, oplyser delstatens sundhedsmyndigheder i en erklæring.

En sygeplejerske blev i weekenden diagnosticeret med ebola på hospitalet i Dallas, hvor en liberisk ebola-patient døde onsdag i sidste uge.

De sygeplejersker, der passede ham, arbejdede i flere dage uden den rigtige beskyttelse og fik konstant besked på at ændre sikkerhedsrutinerne.

Det siger den største fagforening for sygeplejersker i USA i en skarp kritik af hospitalets ledelse ifølge nyhedsbureauet AP.

- Sygeplejersker blev tvunget til at bruge hospitalstape til at lukke åbninger i deres uniformer, når de frygtede, at deres hals og hoved var for udsat for smitte under deres arbejde med patienten, som havde eksplosive opkastninger og voldsom diarré.

Det skriver Deborah Burger, der er formand for fagforeningen National Nurses United, oplyser nyhedsbureauet AP ifølge ABC News.

Flere af de sygeplejersker, som var involveret i behandlingen, står bag kritikken.

Burger har fremsat kritikken på et pressemøde på vegne af sygeplejerskerne på Texas Health Presbyterian Hospital, hvor den første person, som blev diagnosticeret med ebola i USA, var indlagt og døde i sidste uge.

Sygeplejerskerne klager også over, at farligt affald fra plejen af patienten fik lov til at ligge på gulvet i høje dynger, og at ebola-patientens blodprøver blev sendt gennem hospitalets rørpostsystem, hvilket var en potentiel smittefare.

Patienten, Thomas Eric Duncan, var blevet smittet i sit hjemland, men rejste til USA, inden sygdommen brød ud. I slutningen af september blev ebola-diagnosen stillet. Han døde af sygdommen onsdag i sidste uge.

/ritzau/Reuters