Endomondo er solgt for halv milliard kroner

Skrevet af admin

05/02/2015

Dagens topnyheder

Det danske iværksættereventyr Endomondo, der tog sin begyndelse i 2007, er nu på amerikanske hænder.

Endomondo, der har skabt den populære løbe- og cykel-app til smartphones med knap 20 millioner brugere, er blevet solgt til den amerikanske sportstøjsproducent Under Armour for godt 575 millioner kroner, oplyser Endomondo.

Direktør og stifter Mette Lykke siger i forbindelse med salget, at det har været en klassisk iværksætterrejse med masser af op- og nedture, men hun har altid troet på visionen.

- Endomondo har hjulpet utrolig mange mennesker med at finde glæden ved motion, og som en del af Under Armour kan vi nå ud til endnu flere mennesker på globalt plan, siger Mette Lykke.

Hun stiftede sammen med de to iværksætterkolleger Christian Birk og Jakob Jønck Endomondo, men de to mediværksættere forlod virksomhedens daglige drift for et par år siden.

Mette Lykke tvivlede dog aldrig på projektet, og hun kan nu - syv år efter - i en alder af 34 år - skrive på sit visitkort, at hun har stået bag et af de mest succesfulde danske start ups i nyere tid.

- Vi fortsætter vores mission som hidtil. Vi vil stadig være Endomondo med fokus på at gøre motion sjovere, og vores team bliver ved med at have base i København.

- For brugerne betyder det, at vi får flere ressourcer til at vokse og forbedre produktet, siger Mette Lykke.

Køberen, Under Armour, er ikke voldsomt kendt i Danmark, men i USA er det et stort brand. Under Armour er førende inden for innovativt sportsbeklædning og sportssko.

Det blev grundlagt i 1996 og omsætter i dag for, hvad der svarer til 20 milliarder danske kroner.

/ritzau/