Efter sølle ni landskampe for Danmark står Klaus Thomsen over for sin hidtil største oplevelse og opgave som håndboldspiller.
Den 27-årige forsvarsspecialist får som den eneste i 16-mandstruppen debut i slutrundesammenhæng, når han og holdkammeraterne åbner EM på hjemmebane mod Makedonien.
Og den ellers ret afslappede sønderjyde kan ikke se sig fri for en lille smule kriller i kroppen.
- Jeg tænker ikke længere over, at jeg er ny på landsholdet, for jeg har efterhånden været med til en del samlinger. Men derfor har jeg stadig en del sommerfugle i maven inden EM.
- Jeg skal bare suge til mig og have en rigtig god oplevelse. Jeg tager det, som det kommer, og så må vi se, hvad der sker, siger den næsten to meter høje venstreback.
Han skal løfte arven fra Kasper Nielsen som en af forsvarets ankermænd i midterblokken, og indtil videre føler han, at han er på rette vej.
- Jeg kender stadig ikke de andre helt så godt og ved ikke altid, hvornår jeg skal bakke op, og hvornår jeg skal blive tilbage. Det skal nu nok blive bedre i løbet af turneringen.
- Jeg synes også, at man ved Golden League-stævnet i Frankrig er gået et par skridt fremad i forhold til turneringen i Norge i november, men der er stadig plads til forbedringer, siger debutanten.
Skulle Klaus Thomsen få brug for gode råd om, hvordan man klarer sig bedst muligt igennem en lang håndboldslutrunde, behøver han bare spørge sin storesøster.
Lene Thomsen var med ved kvindernes VM i 2005 og ved EM i 2006, inden skader tvang hende til at stoppe karrieren.
/ritzau/