Engell: Det bliver knald eller fald for Løkke i dag

Skrevet af admin

03/06/2014

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, går en afgørende dag i møde, hvor han både skal til gruppemøde, og hvor partiet holder et skæbnesvangert hovedbestyrelsesmøde i Odense.

Men uanset om dagen ender med eller uden opbakning til Løkke som formand, så er der sket meget stor skade på Venstre, siger politisk kommentator Hans Engell.

- Det helt klart knald eller fald for Løkke i dag. Enten vil der være så stort et flertal på hovedbestyrelsesmødet, der bakker ham op, at han fortsætter og må kunne forvente opbakning selv fra flere kritikerne.

- Eller også styrer han mod et nederlag, enten på selve mødet, eller fordi der er den tredjedel, der kan kræve ekstraordinært landsmøde. For Løkke vil det være totalt ydmygende, hvis han som formand og tidligere statsminister skal slås for sin egen formandspost på et landsmøde, siger han.

Hans Engell mener, at et åbent opgør mellem Løkke og næstformand Kristian Jensen vil splitte partiet fuldstændig, og i forvejen har de seneste ugers krise været hård for Venstre.

- Meget af skaden er sket. Der er blevet talt med meget store og meget giftige ord, og det er stærkt ødelæggende for et parti, siger Engell, der selv har været partileder for De Konservative, hvor han var en af hovedaktørerne i en bitter fløjkrig.

Han ser en hel del gengældelse og geografisk splittelse som baggrund for oprøret i Venstre, der er i en "slags borgerkrig".

- Der er rigtig meget payback i det her opgør. Der er mange skuffede politikere blandt kritikerne. Det mærker Løkke nu, siger Engell og peger blandt andet på europaparlamentariker Jens Rohde og tidligere minister Helge Sander, der begge har trukket støtten til Løkke.

- Der er også et helt klart opgør mellem provins-Venstre og københavnere samt til dels Nordsjælland. Det er et opgør mod centralisme, og at tingene har været styret fra København, lyder det fra den politiske kommentator.

Vejen frem for Venstre afhænger af, hvordan det tabende mindretal håndterer nederlaget.

Hvis Løkke fortsætter, kan der være folk, der vælger at forlade partiet. Omvendt kan Kristian Jensen få et besværligt udgangspunkt, hvis der fortsat er flertal for Løkke i hovedbestyrelsen.

- Uanset hvad der sker i dag, vil Venstre være i meget store problemer i lang tid fremover, konstaterer Hans Engell.

/ritzau/