SF vil fortsat være en del af regeringen efter torsdagens afgørende gruppemøde og den efterfølgende afstemning om Dong-salget. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.
Men det kræver, at en stor del af SF's folketingsgruppe støtter partiets linje, lyder det.
- Hvis ikke en langt overvejende del af folketingsgruppen stemmer med regeringen i denne her sag, så er det svært at se SF som regeringsparti, siger han til Ritzau.
Enhedslisten har fremtvunget torsdagens afstemning ved at fremsætte et beslutningsforslag, der skal sætte salget af 19 procent af aktierne i Dong Energy til Goldman Sachs på pause.
SF's landsledelse blev efter et længere møde onsdag aften enige om at sige ja til Dong-aftalen. Det fik både partiets gruppeformand, politiske ordfører og næstformand til at forlade deres poster i protest.
Hans Engell mener godt, at SF-formand Annette Vilhelmsen kan få flertal for partiets linje, når der skal stemmes om Enhedslistens forslag. Men spørgsmålet er, hvor lille flertallet bliver.
- Du kan ikke stå i en situationen, hvor stort set halvdelen af et regeringspartis folketingsgruppe ikke bakker op om regeringens politik. Så vil S og R sige, at det går simpelthen ikke, vurderer Hans Engell.
Selvom den politiske kommentator tror, at SF bliver i regeringen, så vil krisen i partiet fortsætte.
- Kaosset og uroen fortsætter. Det er helt tydeligt, at SF er uden nogen egentlig ledelse, siger Hans Engell.
Han påpeger desuden, at det i princippet er underordnet for Dong-aftalen, om SF stemmer for eller imod Enhedslistens forslag.
- Uanset hvad så er der 125 mandater bag salget af de 19 procent af Dong. Så det er fuldstændig ligegyldigt, om SF gør det ene eller andet. Dong bliver solgt, siger Hans Engell.
/ritzau/