Engell: Måling er lammende for Thorning

Skrevet af admin

02/04/2014

Dagens topnyheder

Det er lammende for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), når næsten fire ud af 10 vælgere ifølge en Megafon-måling mener, at Socialdemokraterne vil få et bedre folketingsvalg, såfremt hun forsvinder til et topjob i EU.

Det siger politisk kommentator Hans Engell. Svaret er givet under den forudsætning, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) overtager posten som statsminister og partiformand.

- For en regeringschef er det jo en katastrofe, og det gør, at hun i forhold til den samlede regering, folketingsgruppen og partiets tillidsfolk er en statsminister fuldstændig uden myndighed. Hun fremstår helt afpillet i denne måling, siger Hans Engell til Ritzau.

37 procent af de adspurgte i Politiken/TV2's måling mener, at Mette Frederiksen er bedre til at skaffe S en valgsucces end Helle Thorning. Kun 26 procent er uenige. Spørger man S-vælgerne, finder hele 38 procent Mette Frederiksen bedst til at hive stemmer hjem.

Målingen kommer, mens kritikken skyller ind over partitoppen fra borgmestre og partiforeninger. Den gælder især spørgsmålet om EU-borgeres ret til at hæve dansk børnecheck.

Hans Engell forudser et rædselsefterår for Helle Thorning, hvis det efter juli viser sig, at hun ikke skal have en international toppost.

- Målingen rejser det centrale spørgsmål, om hun virkelig kan sidde et helt år frem til næste valg, der sandsynligvis kommer i foråret 2015, siger Engell.

Thornings nedtur vil også påvirke Venstres lyst til at indgå i seriøse politisk-økonomiske forhandlinger i dette forår, mener han.

- Hvor stor tilskyndelse har Venstre til at stive en regerings autoritet af, når statsministeren står så svagt, spørger Hans Engell.

- Hvis hun får et EU-topjob, vil det jo løse problemet. Men hvis hun ikke tager til EU, kan Thorning forudse åbent oprør, når man tænker på, hvor velartikuleret kritikken er. Det kan ske på den socialdemokratiske kongres til efteråret, vurderer han.

Bortset fra dem, der er tvunget til det, er der stort set ingen i hendes eget parti, der løfter en hånd for statsministeren: - Folketingsmedlemmerne frygter jo, at de mister deres mandater, tilføjer Hans Engell.

/ritzau/