Engell om vækstplan: Løkke var billigt til salg

Skrevet af admin

18/06/2014

Mest læste i dag

Det var meget let at få den nye vækstplan hjem for finansminister Bjarne Corydon (S).

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sænkede prisen for at lande et stort politisk forlig efter den tøjsag, der næsten kostede ham formandsposten, og som gav Venstre en lussing ved EU-parlamentsvalget.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter at regeringen tirsdag aften aftalte skitsen til "Vækstplan 2014 - Danmark helt ud af krisen" med Venstre og Løkke. Onsdag flyver V-formanden til møde i klimaorganisationen GGGI, hvor han er formand.

- Venstre har været meget billigt til salg. Løkke har styret efter en aftale næsten for enhver pris. Venstres næsten ultimative krav om fire milliarder kroner fra beskæftigelsesområdet til skattelettelser er ikke blevet til noget, påpeger Hans Engell.

Løkkes brandudsalg omfatter også kravet om én million flere slagtesvin, som han søndag fremsatte ved Folkemødet i Bornholm sammen med Landbrug og Fødevarer og Fødevareforbundet NNF.

Hertil kommer en højere bundskat for at betale brændeafgiften.

- Det er en aftale, hvor Løkke har været billigt til salg. Den giver ham også store problemer med de andre blå partier.

- Man er gået efter aftalen stort set for enhver pris. Sejrherren er Bjarne Corydon. Han er kommet igennem med langt de fleste af de 89 forslag i regeringens plan, siger Hans Engell.

Vækstplanen affødte straks skarp kritik fra De Konservatives formand, Lars Barfoed, og Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen. Det er politisk problematisk, selv om Løkke ikke står helt så afklædt som i "Kejserens nye klæder", mener den politiske kommentator.

- Hver gang, der har været en stor bilagssag, så skruer Venstre ned for de politiske krav. Her er man gået fra tre vigtige områder, som man havde givet stor prioritet, siger Hans Engell.

/ritzau/