Engell: SF er et parti i opløsning før krisemøde

admin

|

29/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

SF er et parti i opløsning uanset udfaldet af krisemødet, som SF's landsledelse og folketingsmedlemmerne senere onsdag er hasteindkaldt til.

Det mener politisk kommentator Hans Engell, som til gengæld ikke forventer, at SF vælger at træde ud af regeringen.

- Det vil være pinligt for dem, for partiet jo selv har været med til at forhandle den aftale om Dong-aktier med Goldman Sachs, som dele af partiet nu vender sig imod.

- Forlader SF regeringen i utide, vil det desuden sætte partiet totalt uden for indflydelse årtier frem og brændemærke dem som politisk uduelige, vurderer Engell.

Hovedformålet med det hasteindkaldte møde er at drøfte Dong-aftalen.

Men under overfladen koger voldsomme frustrationer over en politisk kurs, som mange medlemmer har svært ved at acceptere. Derfor murres der ikke længere kun i krogene med snak om, at SF bør forlade regeringen.

- Der bliver et kæmpestort internt opgør og en diskussion, hvor væggene vil falde ind i lokalet. Men jeg er sikker på, at de bliver i regeringen, og de fleste folketingsmedlemmer vil stå bag aftalen med Dong, siger Engell.

Men uanset at SF bliver i regeringen, markerer sagen ifølge den erfarne politiske iagttager den værste krise for SF i mange år og svækker partiet betydeligt både i forhold til vælgerne og internt i regeringen.

- De andre to regeringspartier kan jo ikke tage SF alvorligt længere efter det her.

- At Annette Vilhelmsen ikke er i stand til at sætte sig igennem i partiet, er katastrofalt for SF's regeringsindflydelse, hvor Corydon og Vestager fremover styrer alene, siger han med henvisning til finansministeren og økonomi- og indenrigsministeren.

Dermed er SF ifølge Engell et parti i delvis opløsning.

- De seneste dage har vist, at partiet har kæmpestore politiske problemer, lederskabet fungerer ikke, og endelig så forlader medlemmer og vælgere dem i tusindtal.

- De vil næppe falde helt ud under spærregrænsen. Men det vil ikke overraske mig, hvis en del af partiet og også folketingsmedlemmer bryder ud og rykker over til Enhedslisten, siger han.

/ritzau/